Normalt vil jeg sige at det er en god ting at være perfektionistisk. Jeg har nemlig som regel styr på det meste omkring mig. Jeg sørger for at holde vores hjem pænt og rent og alting skal helst stå lige. Det er selvfølgelig meget godt – bortset fra at jeg så har meget svært ved at gå ud af døren hvis jeg ved der lige er noget der står forkert. Det kan være noget så ligegyldigt som at jeg ved at en af puderne i sofaen ikke står hvor den plejer, eller at lynlåsen på betrækket vender opad så man kan se det. Det irritere mig også grænseløst at vi bor i et gammelt hus, hvor rigtig mange ting bare er ’skæve’, – så mangler der lige en liste et sted, eller der er et søm der sidder helt fucked up, men man kan ikke fjerne det fordi det holder på et eller andet. Eller når man hænger et billede i vatter, men at det så ikke hænger parallelt med gulvlinjen eller loftet fordi det hele er skævt.

Og nu har det så ramt mig igen. Den der forfærdelige perfektionisme der grænser til OCD. Jeg har nemlig besluttet at redigere mine billeder lidt anderledes og forskellen er minimal. Alligevel har jeg brugt meget af de sidste par dage, på at side og redigere alle billeder i de gamle indlæg om til den nye redigering. Det er noget med en lille smule mindre kontrast, og noget med farverne. Dem jeg har vist det til kan ikke se forskel, men jeg kan og derfor er det vigtigt at det bliver lavet om for at jeg selv kan holde ud at kigge på det. Jeg kan faktisk få det sådan at jeg helt mister lysten til at blogge videre hvis resten ikke passer til det nye jeg har fundet på (så vi må virkelig håbe at jeg ikke får lyst til at lave en helt ny redigering om 200 indlæg, for så er det fandme meget at gå igang med!).

Samtidig med at der skulle laves ny redigering fandt jeg ud af noget andet. Efter at have skrevet de to lange indlæg om graviditet, fødsel og baby, fandt jeg ud af at den måde at blogge på var meget mere det jeg gerne ville. Jeg har blogget on/off de sidste seks år. Jeg har blogget med og uden tekst, om mad og om tøj, og fotoshoots og bare billeder jeg synes var pæne. Men én ting jeg aldrig har gjort mig i, er lange og meget personlige indlæg. Derfor var det også en udfordring for mig at skrive de to seneste indlæg, fordi jeg føler at det er meget af mig selv at ligge ud på nettet. Jeg har samtidig heller aldrig været vild med at læse blogs der var meget personlige. I så fald har jeg sprunget de meget personlige indlæg over. Ikke fordi jeg har noget imod at folk deler noget personligt – folk må for min skyld dele lige hvad de har lyst til. Det har bare aldrig interesseret mig at læse noget personligt om folk jeg egentlig ikke kender. Jeg har kun “læst” blogs hvis jeg kendte personen bag, i virkeligheden.
Men sådan har jeg det ikke i dag. Jeg kan rigtig godt lide at læse de personlige indlæg, mest fordi det er gået op for mig, hvor rart det er at læse at andre også har det som man selv har det ind imellem. At andre mennesker også er kede/glade over de samme ting. Eller at folk gør de samme underlige ting som en selv.
Samtidig fik jeg en rigtig god respons på mine indlæg og det boostede bare min lyst til at blogge rigtig meget. Og som min mor sagde tidligere, må man give noget af sig selv for at modtage. Og det er vel egentlig rigtigt nok. Jeg vil derfor gerne gøre bloggen lidt mere personlig og håber sådan at i vil tage godt i mod det, da det på en måde er helt nyt for mig.

Glædelig lille fredag!

Link her!

… er et spørgsmål jeg har fået mange gange. Og det har også haft mange forskellige svar, fordi jeg indtil nu ikke har vidst det med sikkerhed. Først var planen at jeg ville have et arbejde. Mest fordi jeg endnu ikke ved hvad jeg ville være, og for så vidt muligt at komme udenom/udskyde den gymnasielle vej. Efter jeg droppede ud af HF, er det som om jeg oppe i hovedet bare havde besluttet at en gymnasial eksamen ikke var en mulighed. Jeg undersøgte hvad der var af muligheder for en, uden en eksamen, andet end 10. klasse. Og det er meget begrænset vil jeg sige. Men så gik det ligesom op for mig at en gymnasial eksamen jo ikke nødvendigvis behøver være en HF eller en STX. Så for 14 dages tid siden, søgte jeg ind på en HHX, på designlinjen, som jeg stærkt håber på at blive optaget på. Og så har jeg tænkt mig at den skal gennemføres, no matter what.
For det eneste jeg har afsluttet siden folkeskolen, er et 20 ugers grundforløb på SOSU. Efter det kom jeg ind på Pædagogisk Assistent Uddannelse, men det var bare ikke mig. Så arbejde jeg i en periode og startede så på HF, som jeg også droppede ud af. Derfor var det også et meget stort nederlag for mig, da jeg bare ikke kunne gennemføre den praktik jeg var i da jeg var gravid, pga. graviditetsgener. Kan også huske jeg synes det var lidt stramt da alle dem fra min årgang blev studenter i 2013 og 14, og jeg selv ikke synes jeg var kommet nogen vegne.
Jeg lærte rigtig meget på SOSU om børns sprog, udvikling osv., som jeg selvfølgelig er glad for i dag. Men det der med at man ikke rigtigt har noget på CV’et der er værd at vise frem, det gør mig lidt nedtrykt. Så til sommer starter Ibi i vuggestue og jeg starter på uddannelse og jeg GLÆDER MIG. Jeg nyder virkelig min barsel og min lille pige, men jeg savner at studere. For tro det eller ej, men jeg kan faktisk rigtig godt lide at studere, ligeså snart det er noget der interessere mig. Og på HHX skal man IKKE have kemi og biologi, hvilket er en meget vigtig faktor når jeg skal vælge uddannelse. For jeg kan ikke og jeg vil ikke lære det, som min tidligere kemi lære og jeg blev enige om til sidst (ja i kan nok regne ud at jeg ikke ligefrem var hans yndlingselev… sad bare og spillede Tetris og fik skæld ud).

Og så kommer min perfektionisme så frem igen, på en måde jeg ELSKER. Jeg glæder mig nemlig til det der med skoletingene. Og jeg vil gerne vædde med at jeg ikke er den eneste der elsker at organisere penalhus og mapper på computeren og pakke sine bøger pænt ind. Det er måske fjollet, men det motivere mig helt vildt meget at mine ting er pæne og i orden. Min kæreste kan f.eks. godt lide at løbe. Men ikke hvis hans udstyr ikke er i orden. Han gider ikke hvis han ikke har super gode løbesko, løbetøj og gode headphones. Og det kan jeg godt forstå, for jeg synes da heller ikke der er noget mere demotiverende end at tage afsted i skole med knækkede blyanter, løse papirer og en dødssyg madpakke og glemt kaffe!

Nok om det, jeg håber i har en dejlig onsdag!

Det rammer mig gang på gang. Jeg er ikke tilfreds med mit hår, så ser jeg fjollet ud fra siden, så har jeg for lange arme og så er mine bryster grimme, jeg er ikke tilfreds med mig selv. Men jeg kommer som regel hurtigt over dem igen. Jeg fortæller mig selv at det er ligemeget at jeg synes de her ting, fordi det ikke er vigtigt. Jeg er jo sund og rask, selvom jeg godt kunne trænge til at komme lidt (meget) i form og min kæreste er ligeså smask forelsket i min røv som han var da vi blev kærester. Min selvtillid er aldrig 100% i top og sådan tror jeg et eller andet sted at det er for de fleste en gang imellem, og for nogen hele tiden. Så derfor rør det mig ikke så meget.

Men noget andet jeg synes er decideret forfærdeligt om som ofte er hårdt for mig. Og det er måske lidt fjollet, men for mig er det vigtigt. Jeg føler mig konstant inspireret på alle mulige områder (f.eks. af alle de ting på overstående billeder)! Det kan være i indretningen, noget med mit tøj, noget med en ny måde at ligge make-up på, noget med børneting og Ibi, noget med madlavningen eller et vildt kreativt projekt jeg lige finder på. Men så at komme derfra, at være inspireret, til at føre projekterne ud i livet. Det er i den proces at det altid skal gå lidt galt. Og i sidste ende bliver jeg aldrig nogensinde tilfreds. Jeg kan gå rundt og lave om i stuen ti tusind gange og stadig lave det om efter en uge fordi jeg synes det bliver grimt og kedeligt eller ikke som jeg havde forventet. Eller jeg kan have en idé til en tegning eller en kollage oppe i hovedet, men ligeså snart den kommer ned på papir så er det bare ikke godt nok. Og jeg kan have en ide om noget jeg skal bage eller lave i køkkenet og så brænder det på eller smager af helvede til. Uanset hvad jeg laver, så er jeg aldrig tilfreds. Og ligemeget hjælper det, at ens venner og familie roser en til skyerne om hvor fantastisk de synes det er. Selvfølgelig er det fantastisk at have sine nærmestes støtte til de ting man synes er interessant og gerne vil beskæftige sig med, men det ændrer ikke på at jeg ikke selv er tilfreds. Jeg kassere en masse ting hele tiden.
Og vi har altid gang i noget hjemme hos os. Bedst som der lige er blevet ryddet op, er der noget nyt der bliver sat i gang og roder. Så skal jeg lige sy nogle pudebetræk, eller så skal jeg lige lave noget med nogle udklip fra nogle blade, og inden man får set sig om, så ligger der kreative, halvfærdige projekter alle vegne. Status pt: i vores TV-møbel ligger der en masse grå/blå udklip til en kollage jeg fandt på for snart to måneder siden, men aldrig kom videre med fordi jeg godt kunne se at det ikke blev præcist som jeg havde tænkt. I et hjørne af stuen står der nogle poser med stof og puder fra et pudebetræks projekt – det blev dog færdigt, men resultatet.. jeg er selvfølgelig ikke tilfreds! Og i samtlige æsker ligger der små projekter og udklip i alle mulige bøger, eller en presset blomst fra sidste år som jeg igen allerede har glemt hvad egentlig var til.
Og jeg opgiver lidt hele tiden. Og det generer mig voldsomt. Jeg bliver nærmest helt ked af aldrig rigtig at føle mig rigtig god til noget – andet end at have gode ideer.

Det blev lidt langt og lidt rodet, men jeg håber i forstår hvad jeg mener. I kan måske sætte jer ind i noget lignende?

Lige nu sidder jeg ude på vores terrasse. Jeg troede lige jeg kunne nå et lille alene-break imens bebsen sov. Det nåede jeg også. I ti minutter. Jeg har en dag hvor jeg bare gerne ville være mig selv og ikke tænke på noget som helst. Men sådan går det ikke lige altid når man har en baby som kravler med 100 kilometer i timen, rejser sig op af alting og hiver ting ud af skuffer og skabe. Så er der hele tiden noget at se til. Min tante har altid sagt og jeg giver hende ret: “At rydder op efter børn, er som at skovle sne mens det stadig sner.”.
Men nu var det jo egentlig ikke lige dét, det skulle handle om. Men om bloggen. Den er gået lidt i stå, og det er jeg også. Jeg føler mig uinspireret og distraheret. Så som et skub tilbage ville jeg gerne høre hvad i gerne ville se? Hvilke slags indlæg kan i bedst lide? Og hvad gider i ikke læse om? Så vil jeg tage det til efterretning og tage mig sammen! Nu er der en der hiver mig i mine tæer så jeg må hellere løbe igen.

Blazer, Monki // Strik, Saint Tropez // Jeans, ginatricot // Sneakers, Asics // Clutch, HAY

Min kæreste tog disse billeder af mig i går, er han ikke dyyygtig!!

Jeg er her i hvert fald, og jeg håber på at få blogget lidt mere fremover. Nok ikke så meget som før, men mere end ingenting. Jeg har et par ideer og tanker mht. bloggen som jeg vil se om jeg kan få udført.

Hvis der er noget jeg synes er kedeligt og bare skal overstås så er det altså en tur til frisøren! Jeg har slet ikke tålmodighed til at sidde der så længe og jeg bliver fuldstændig omtåget af al den parfume lugt, og så får jeg kriller af alt det der hår alle vegne. Men det er nu alligevel altid det hele værd, for ens selvværd stiger altså lige en hel del når man får gjort noget ved håret. Jeg fik en frisør tid af min søde mor, efter hun havde set de seneste outfit billeder af mig, hvor hun virkelig synes mit hår så ud til at trænge – det gjorde det virkelig også! Og så skal jeg nok indse at det der lange slaskede hår aldrig bliver flot til mig. Maks til skuldrene! Så kommer der da en lille smule mere liv i det! Hvad synes i? Rasmus kunne godt se at det var lidt kortere end før, men udover det kan han overhovedet ikke se forskel, haha!

Dette indlæg har krævet mange overvejelser, da jeg ikke lige kunne vurdere med mig selv om det nu alligevel var for personligt. Jeg har også vendt den med Rasmus, da han også er en stor del af det. Men her kommer det så.

Den helt ærlige version af os. For en uges tid siden valgte jeg faktisk at gå fra Rasmus. Igen. Det har jeg nemlig gjort en 3-4 gange indenfor det sidste års tid. Denne gang følte jeg mig fuldstændig afklaret og var sten sikker på, at det mest rigtige var at gå hver til sit…

Jeg er startet i terapi, og de samme er Rasmus. Der er helt ærligt ingen af os der har det helt godt, og i stedet for at lade som om, får i sandheden nu. Det er hårdt at blive forældre, når man stadig er i den fase hvor man skal lære sig selv at kende og finde ud af hvad ens egen drømme og mål i livet er. Jeg har stadig situationer hvor jeg ikke helt kender mig selv. Hvor jeg ikke helt ved hvad min mening egentlig er til en bestemt emne, hvordan jeg har det i den og den situation osv. Jeg er også utroligt dårligt til at mærke mig selv og mærke efter hvad det er jeg har brug for.
Og så er der Rasmus. En person der udadtil virker utroligt selvsikker og som en der har styr på sine ting. Men som jeg selv, er Rasmus også stadig ved at lære sig selv og sit liv at kende, og så er det i den grad kommet bag på ham hvor hårdt det faktisk er at blive far. At man pludselig har et kæmpe stort ansvar overfor et andet menneske. Det var som om det kom mere naturligt for mig. Jeg havde ligesom vænnet mig til Ibi imens hun lå i min mave. Det var som om jeg kendte hende allerede inden hun kom ud, og alligevel var det også en kæmpe omvæltning for mig. Men det var stadig lettere for mig end det har været og stadig er, for Rasmus. Det er svært at skulle kommunikere med en der kun råber eller skriger hvis der er noget hun gerne vil, noget hun ikke vil, eller noget hun gerne selv vil men ikke kan finde ud af endnu. Støjniveauet har hele tiden været højt herhjemme – først fordi Ibi var spæd og kun kunne udtrykke sig via gråd, men langsomt er det blevet til et meget irriteret og selvstændigt støjniveau, fra et lille menneske med en stor stemme der bare gerne vil alting selv, på trods af at hun kun lige har lært at gå. Hun har noget af et temperament og det kommer i den grad til udtryk. Det er en af de ting Rasmus har sværest ved at kapere og det er et emne vi har skændtes meget om. En Rasmus der ikke kan forstå hvorfor Ibi ikke bare sover når hun er træt, spiser når hun er sulten og smiler når hun er glad i stedet for at skrige over hver lille ting hun laver. Og en Nanna der ikke kan forstå hvorfor Rasmus ikke bare kan forstå at sådan er det bare med små børn.

Det er et lille udpluk fra vores hverdag. Vi har mange ting at kæmpe med, både hver for sig men også i vores forhold. Og for nyligt var vi før første gang, til terapi sammen. Det er der nok ikke mange unge der gør, men selvom vi kun er 20 og 25, så synes vi altså at det var en bedre løsning end at gå fra hinanden. Jeg synes man skal kæmpe for det man har sammen og specielt når man også har et barn.
For ellers var vores grundlag for at gå fra hinanden at vi ikke kan få vores fælles liv og hverdag til at fungere. Og det er ærgerligt at det er dét der skal skille os ad når vi stadig elsker hinanden.

Så sandheden er at det faktisk ikke er så nemt for nogle af os i øjeblikket. Der er mange ting vi hver især har svært ved at kæmper med til hverdag, men vi kæmper sammen og jeg tror og håber på at vi kommer ud på den anden side, med mere erfaring, mere tålmodighed og mere afslappethed omkring det det hele drejer sig om: vores lille familie. Vi skal begge to lære at stå indenfor det vi mener, det vi gerne vil i vores liv, og vi skal være en familie på den måde vi synes er bedst og som fungere for os, og ikke bare gøre det som andre forventer eller synes er den bedste løsning.

Jeg glæder mig til at komme lidt igang med bloggen igen. Jeg er stadig ved at finde ud af hvad den egentlig helt reelt skal indeholde, så det er ikke sikkert at jeg vil blogge så meget som før. Men jeg vil tænke mere over hvad jeg udgiver her på bloggen og om det er mig. Nogle indlæg vil være lange og personlige, og andre vil bare være korte indlæg hvor jeg bare har lyst til at dele nogle billeder eller mine projekter med jer. Jeg glæder mig, og håber også at i er med derude!

Jeans, ginatricot // Strik, Envii // Sneakers, Adidas // Taske, Alexander Wang 

Tror de her billeder viser meget godt hvad jeg for det meste har på, ligeså snart det bliver den mindste smule koldt! Jeg elsker jeans og sweatre – bedste kombi, specielt til en frossenpind som mig. I slap dog for kæmpe stort strikket tørklæde, som jeg ellers for det meste render rundt og drukner i, hehe.

Billederne er taget af sødeste Marie, som Ibi og jeg tilbragte dagen i dag med. Var oppe kl. 05, så Ibi og jeg kunne følges med Rasmus til København (han studere pt. derinde). Så jeg tror jeg er ved at være putteklar, hehe!

Bluse fra Vero Moda. 

I weekenden var vi til Rasmus’ mormors’ 70-års fødselsdag. Det var faktisk først da jeg redigerede billederne at jeg lagde mærke til at vi alle tre havde prikker på hehe.

Har ikke lige kunne tage mig sammen til at få udgivet de indlæg jeg havde liggende klar. Faktisk har jeg den sidste uge ikke kunne tage mig sammen til en disse. Jeg kan ikke huske om jeg fik skrevet det i det der helt ærlige indlæg, men for to måneders tid siden begyndte jeg på antidepressiv. Jeg har været på dem én gang før i ti måneder og stoppede fordi vi prøvede at få en baby (Ibi). Havde bare glemt en af de der nederen bivirkninger der er, hvor alting føles lidt… tomt og ligegyldigt. Og sådan har jeg lidt haft det den sidste uges tid – nogle dage værre end andre. Jeg har hver dag haft en plan for ting jeg skulle nå men har nærmest intet fået gjort, og har ingenting kunne overskue. Selv når der har været andre omkring mig har jeg været lidt inde i min egen bobbel og ikke rigtigt haft overskud til at høre efter, smile til folk på gaden, sig hej til en kassemedarbejder og generelt at være til stede. I går og i dag, virker det dog til at det er ved at aftage lidt og så hjælper det lidt bedre vejr altså også lidt på det, og i dag skal vi en tur på legepladsen med Ibi og nyde den lille smule solskin der endnu er der.

Nok om det, det var faktisk slet ikke det, det her indlæg skulle handle om. Men om hende her den lille fis på billederne. De er taget for lidt tid siden hvor vi var ude og gå en tur (i Ibis tempo, så vi nåede ned for enden af vejen og tilbage igen, hehe). Ibi var helt vild når vi kastede med blade så det havde vi længe en fest over! Tror hellere vi må gentage successen  i dag. Fatter til gengæld ikke hvordan sådan nogle små nogle får sneget så meget møg ned i bleen på sådan en kort tur. Efter vi kom hjem sidst, fandt jeg både blade, sand og græs i bleen! På trods af at hun er iført både ble, body, bukser, termobukser og har jakke udover..!

Håber i nyder weekenden og det gode vejr!

Billeder fra pinterest. 

En lille update herfra, og så får i nok heller ikke så meget mere før alting er faldet lidt mere på plads. Bloggen har i den grad været nedprioriteret, og det er der vist lidt for mange ting der har været på det sidste. F.eks. mad. Det er blevet så nedprioriteret at jeg er gået hen og har fået en mindre spiseforstyrrelse, kan man vist godt kalde det. Jeg kan ikke passe mine bukser og jeg er bleg og usund at se på. Jeg har mørke raner under øjnene og jeg kan ikke holde mig oprejst eller siddende i længere tid af gangen. Eller, sådan var det. Indtil min mor nærmest flyttede ind hos mig i mandags. Og tvangsfodrede mig. Og det er jeg lykkelig for, for jeg kunne vist ikke helt selv se hvor galt det var. Det var ikke fordi jeg stod foran spejlet og synes jeg var tyk. Jeg havde bare aldrig lyst til at spise og mad er kun en overlevelses faktor for mig, og meget sjældent noget jeg nyder.
I dag har jeg det meget bedre. Kan allerede, her under en uge efter, mærke hvor meget bedre jeg har det. Jeg har energi til at holde mig vågen hele dagen og jeg kan lege med Ibi uden at få pletter for øjenene. For jeg har virkelig ikke haft det godt. Alt i mit og Rasmus liv er ligesom gået baglæns. Så vi har valgt at vi ikke skal være kærester. Ikke lige nu i hvert fald. Og jeg har netop sagt ja til et rækkehus, som jeg overtager 1 /1-16.
I mandags kunne jeg kun se mørke og jeg kunne ikke se nogen fremtid. Men jeg har verdens aller bedste mor. Og i dag, er jeg fyldt med gåpåmod, jeg er glad og jeg glæder mig til hvad fremtiden bringer.
Mit nytårs fortsat skulle være at 2016 blev et godt år. Og jeg synes allerede jeg kan mærke at jeg er på vej derhen. Og det er fantastisk. Jeg er lettet og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været så glad.
Jeg elsker stadig Rasmus og han elsker mig. Men hvis vi ikke skal rive hovedet af hinanden og stadig få tingene til at fungere omkring Ibi, så må det blive hver for sig.
Vi bor stadig sammen, indtil januar hvor jeg rykker ud. Jeg savner bloggen, jeg savner alle mine kreative projekter og jeg savner at have lyst til livet. Og jeg kan mærke at det snart er ved at gå den rigtige vej. Håber i vil følge med på min lille nye rejse.
Nanna

Ps. Min lille blog fylder 1 år i dag!

Normalt vil jeg sige at det er en god ting at være perfektionistisk. Jeg har nemlig som regel styr på det meste omkring mig. Jeg sørger for at holde vores hjem pænt og rent og alting skal helst stå lige. Det er selvfølgelig meget godt – bortset fra at jeg så har meget svært ved at gå ud af døren hvis jeg ved der lige er noget der står forkert. Det kan være noget så ligegyldigt som at jeg ved at en af puderne i sofaen ikke står hvor den plejer, eller at lynlåsen på betrækket vender opad så man kan se det. Det irritere mig også grænseløst at vi bor i et gammelt hus, hvor rigtig mange ting bare er ’skæve’, – så mangler der lige en liste et sted, eller der er et søm der sidder helt fucked up, men man kan ikke fjerne det fordi det holder på et eller andet. Eller når man hænger et billede i vatter, men at det så ikke hænger parallelt med gulvlinjen eller loftet fordi det hele er skævt.

Og nu har det så ramt mig igen. Den der forfærdelige perfektionisme der grænser til OCD. Jeg har nemlig besluttet at redigere mine billeder lidt anderledes og forskellen er minimal. Alligevel har jeg brugt meget af de sidste par dage, på at side og redigere alle billeder i de gamle indlæg om til den nye redigering. Det er noget med en lille smule mindre kontrast, og noget med farverne. Dem jeg har vist det til kan ikke se forskel, men jeg kan og derfor er det vigtigt at det bliver lavet om for at jeg selv kan holde ud at kigge på det. Jeg kan faktisk få det sådan at jeg helt mister lysten til at blogge videre hvis resten ikke passer til det nye jeg har fundet på (så vi må virkelig håbe at jeg ikke får lyst til at lave en helt ny redigering om 200 indlæg, for så er det fandme meget at gå igang med!).

Samtidig med at der skulle laves ny redigering fandt jeg ud af noget andet. Efter at have skrevet de to lange indlæg om graviditet, fødsel og baby, fandt jeg ud af at den måde at blogge på var meget mere det jeg gerne ville. Jeg har blogget on/off de sidste seks år. Jeg har blogget med og uden tekst, om mad og om tøj, og fotoshoots og bare billeder jeg synes var pæne. Men én ting jeg aldrig har gjort mig i, er lange og meget personlige indlæg. Derfor var det også en udfordring for mig at skrive de to seneste indlæg, fordi jeg føler at det er meget af mig selv at ligge ud på nettet. Jeg har samtidig heller aldrig været vild med at læse blogs der var meget personlige. I så fald har jeg sprunget de meget personlige indlæg over. Ikke fordi jeg har noget imod at folk deler noget personligt – folk må for min skyld dele lige hvad de har lyst til. Det har bare aldrig interesseret mig at læse noget personligt om folk jeg egentlig ikke kender. Jeg har kun “læst” blogs hvis jeg kendte personen bag, i virkeligheden.
Men sådan har jeg det ikke i dag. Jeg kan rigtig godt lide at læse de personlige indlæg, mest fordi det er gået op for mig, hvor rart det er at læse at andre også har det som man selv har det ind imellem. At andre mennesker også er kede/glade over de samme ting. Eller at folk gør de samme underlige ting som en selv.
Samtidig fik jeg en rigtig god respons på mine indlæg og det boostede bare min lyst til at blogge rigtig meget. Og som min mor sagde tidligere, må man give noget af sig selv for at modtage. Og det er vel egentlig rigtigt nok. Jeg vil derfor gerne gøre bloggen lidt mere personlig og håber sådan at i vil tage godt i mod det, da det på en måde er helt nyt for mig.

Glædelig lille fredag!

En lille update herfra er vidst ved at være på sin plads.
Jeg rykkede jo ind i mit lille nye rækkehus sammen med Ibi d. 30 december. Og i dag har jeg langt om længe fået internet og TV (i øvrigt også ok nederen når Ibi sover. Det eneste jeg har kunne tage mit til var at tage opvasken og så gå i seng. Når alt ens krea grej er pakket ned og TV/internet ikke er oppe at køre er det virkelig begrænset hvad man kan foretage sig!), jubiii!

Men nu er jeg endelig kommet så langt at det eneste jeg mangler at pakke ud er kassen med alt det sjove (læs: nipsting). Mangler dog stadig lidt møbler og hylder at placere tingene på, så den må nok stå og samle støv lidt endnu. Men på søndag skulle køkkenet gerne komme helt på plads og jeg glæder mig virkelig for det er mit yndlingsrum (i forstår hvorfor når jeg ligger billeder op, som i kan se på billedet har jeg været igang med at lave en masse ting og sager!)!

Ibi har taget det hele sådan ok pænt i betragning af hvilken omvæltning det har været. Vi startede nemlig med at bo lidt hos mig mor (for selvom Rasmus og jeg har slået op på et ganske fint vennebasis og stadig snakker helt fint sammen, så er det altså alligevel ikke så sjovt at bo sammen, når man har besluttet at gå hver til sit), og derefter skulle vi flytte til den nye adresse og oveni det hele ser hun jo ikke sin far ligeså meget som hun plejer. Hun bliver meget glad når hun ser ham, men hun bliver også virkelig ked af det når han går igen. Det er der jo ikke så meget at gøre ved, og vi må bare gøre hvad vi kan for at det bliver så afslappet som muligt for Ibi og så give hende en masse ekstra kys og krammere. Jeg går også meget tidligt i seng i øjeblikket fordi Ibi har brug for at jeg ligger ved siden af når hun sover. Og så må jeg jo gøre det. Det varer jo nok ikke til hun er 18.

Og så er der lige det der med at være single. Jeg havde en fest over det i ca. 14 dage. Havde det sjovt på tinder og datede et par fyre, men så gik det ret hurtigt op for mig at det alligevel ikke rigtigt var særligt sjovt. I øvrigt snyder folk herre meget på tinder. De ligner jo ofte pis når man så møder dem i virkeligheden, haha! Og tror seriøst snart jeg kan lave en hel billedevæg med dick-pics (jeg kunne ikke helt finde ud af om det her var super upassende eller meget sjovt, men endte med det sidste), for hold kæft hvor er fyre nemme. Man skal nærmest bare sende en blinke smiley og så får man så en pik sendt retur. Jamen tak for det. Ih hvor er det bare frækt at du står der med den. Så deeeet… Helt seriøst hvad sker der for de der billeder? Det er jo så kikset som noget kan være!
Det afholder mig stadig ikke fra at date lidt. For det er jo meget sjovt, selvom det i sidste ende er lidt sørgeligt. Nogle der har det på samme måde? Eller er det bare mig?

En lille update om det hele, håber i har det godt og stadig er med derude! Jeg er meget snart back on track (nu har jeg i hvert fald fået internet!).

Ps. Midt i alt det her har jeg jo ryddet op i alt. Det gør man jo når man flytter fra hinanden. Og det der er for svært at smide væk putter man så i sådan en kasse man gemmer væk og nok ikke åbner før om lang tid. Og sådan har jeg det altså også lidt med bloggen. Jeg har brug for at slette lidt, selvom blogger mor nok synes det er en skidt idé. I vil stadig kunne finde et par af de gamle indlæg, men en del ryger nok en tur i papirkurven.

Mit navn er Nanna Nova, 21-årig HF studerende, bosat i Næstved med min datter Ibi, der i år fylder 2. Jeg har en forkærlighed for loppefund, indretning, DIY, ja faktisk stort set alt der indebærer at være kreativ med hjerte, hjerne og hænder. Her vil jeg skrive lidt om mig, lidt om Ibi, lidt om mine interesser og hvad der ellers falder mig ind. Jeg håber i vil læse med. I kan også følge mig på Instagram og Pinterest under @nannanova eller via boblerne ude til højre.